FRÅ BREVSAMLINGA TIL
FAMILIEN GRØNEVIK
På Kystmuseet finst eit omfattande brevarkiv etter familien Grønevik som budde først i Grønevika og seinare i Ausevika. Det eldste brevet er frå 1879, dei nyaste frå 1970åra. Brevsamlinga omfattar både forretningskorrespondanse og personlege brev, og gjev oss verdifull historisk innsikt i korleis levekår, tankesett og uttrykksformer har utvikla seg frå 1870-åra og fram til i dag. Ikkje alt er så godt å tolke, lesarane får ha meg unnskyldt for dette. Dei eldste breva som finst bevarte i dette arkivet er skrivne til Nils og Karen Grønevik. Nils var fødd i 1855 i Grønevika, eit gardsbruk som faren Søren hadde fått utskilt og kjøpt i 1848. Karen var fødd i 1863 og kom frå Nærøya, der foreldra bygsla eit bruk. Nils og Karen skulle etter kvart bli eit ektepar, men Karen var ei attraktiv jente som fleire kurtiserte i ungdommen. Eit brev frå 1879 frå ein 21-årig lærarstudent frå Norddalsfjorden, Markus Andersen Trettevik, vitnar om dette:
Karen og Nils Grønnevik, fotografert truleg rundt 1890.
Foto utånt av Bjarte Sindre.
Min kjære Karen Hvor forunderligt er det ikke at modtage breve fra sin kjære, om jeg så tør udtrykke mig. Jeg bleve meget henrykket til dig, da jeg modtog dit brev. Da dampskibet kom til Volden, var jeg nogenlunde vis på, der kom brev til mig fra dig; men jeg fik ikke tid til at gå i posten med det samme. Jeg måtte nemlig gå til andenlærer og have botanik (læren om planter), det var blodt 1 time. Men da jeg kom fra botanikken besøgte jeg snart posten, og til stor glæde modtog jeg det brev. Jeg så af dit brev at [du] har været på Florø søndagsaften da Folkestad holdt missionsprædiken, men da var jeg ikke kommen til Florø. Kl. 8 kom jeg til Florø. Jeg blev meget «lei» over, at jeg skulde drye så længe før jeg reiste hjemmefra. Har jeg tenkt, du har været paa Florø, skulde jeg ikke have dryet så længe før jeg skulle have reist hjemmenfra. Du taler om i det brev, hvormeget det vilde koste at blive lærerinde. Derpå kan jeg ikke svare. Grøner er tænkt at søge sig herfra, så det bliver vist ikke noget lærerindekursus. Jeg skal alligevel spørge ham derom, når det kommer på tale, så jeg skal sige dig det i næste brev. Ligeledes ser jeg af det brev, at du vil blive hjemme til våren; Men hvohen vil du da reise? Jeg vil råde dig fra at reise til Bergen, på den grund af at unge friske piger kommer oftest syge tilbage til sine hjem, og det grunder sig på, at de ikke tåler klimatet. Det har været godt at reise til en konsjuneret famelie for at lære sådant, der vedkommer huset. For eksempel på Florø kunde du vist få dig kondisjon. Til Bergen vilde jeg du ikke skulde reise, ialfald for det første.
– Nu hvordan lever du? Alt vel tænker jeg – Jeg lever meget vel og befinder meg meget vel her. Her var to aspiranter (gutter), som proberede optagelsen på den klasse, som [de] går i, men [de] blev ikke optagne. Den ene af dem bestod sin prøve; men den andre ikke. Den, som bestod prøven, var sår i hovedet og blev derfor ikke optagen i Samfundet. Jeg havde meget at skrive om; men kan da ikke det i dag, på grund af at jeg ikke ved din tankegang og hvad som angår forlovelser. Siden jeg skriver til dig og det for kjærligheds skyld, vil jeg nærme mig til dig med følgende spørgsmål: Om du er forlovet? Og om du vil give mig svar på disse spørgsmål i kommende breve? Før jeg vil skrive noget kjærlighedsbrev til dig, vil jeg først vide om du er forlovet. Jeg kan med sandhed sige, at jeg har elsket fra første dag jeg så dig på Florø i dit logi. For dit billede står mig bestandigt for øinene. Jeg får da slutte for denne gang, jeg håber, at en fuldstændigere skrivelse finder sted næste gang. Mit ønske var at få et portræt af dig og det må du lade mig få med det første. Jeg skal se til at sende dig et, når jeg får. Du hilses da tilslut fra din hengivne
Din ven Markus Trættevik
Kjære Karen! Brev vænter jeg med første post. Jeg beder dig om at du ikke må lade nogen få se mine breve heller ikke sige, at du får brev fra mig.
Din Ven Voldens lærerskole, 19/9 1879.
I STADEN VART DET SJØMANNEN NILS Karen kom til Florø slik Markus rådde til, men det var ikkje han som skulle få henne. I staden vart det sjømannen Nils. Han hadde drege ut på fiske tidleg. I byrjinga av 1870-åra var det slutt på det gode sildefisket kring Kinn, og folk tok i staden til å dra nordover på feitsildfiske. Nils var første gongen i Nordland med notbruk som 17-åring. Då feitsildefisket svikta, tok dei i staden til å reise til Lofoten for å kjøpe torsk som dei salta og tørka til klippfisk. Nils var skipper på «Havsulen», ei jakt som ein handelsmann i Florø, Abraham Vassbotn, åtte. Dei salta fisken i rommet på jakta, og om våren vaska dei han og tørka han på svaberg ved Årebrotet. Etter tørkinga lasta dei fisken om bord att og frakta han til Bergen og selde han der. Om somrane drog dei ikring og salta sild, både i Fjordane og på Sunnmøre.
«Havsulen» med Nils til rors var stadig innom Florø, der Karen var i teneste hjå distriktslege Lorentsen. Dei blei kjende med kvarandre her, men heldt ein formell tone i byrjinga. I 1886 fekk han dette brevet av henne:
Florøen den 11te August 1886
Hr. Nils Grønnevik Da jeg i Aften har en liden rolig Stund. Jeg er næsten alene hjemme. Doktoren og Fru ere i Amtskolehuset paa en Konsert, som en Frøken Evensen og Fru Stephansen holder. Guttene ere ude, og Bertha hos sin søster. Jeg vil derfor benytte denne lille rolige Stund i at besvare Deres brev. Ja mange Tak for brevet, det var meget uventendes og derfor litt overraskende at modtage. Jeg blev meget forundret da jeg saa at brevet var fra Dem. Jeg ser De ønsker særdeles at høre Nyt fra Florø og omegn og kan jeg gjøre dem nogen tjeneste med at fortælle, skal jeg meddele Dem hva jeg ved, men det er ikke mange. Jeg ved heller ikke hvor længe det er siden De reiste fa Florø, saa kan hende at her ingen Forandring har skeet siden de reiste. Strømsnæs har for omtrendt en 4 Ugerstid faaet sig tvillingdøtre. Søndag vare de i Kirken. Aasen er vel ogsaa en bekjendt av dem, han har faaet sig en datter. Sypigen Lina Andalen er død. Hun døde af tæring. Hendes broder Nils som hun boede hos, han reiste som matros med en af Helmerses Dampskiber. Han skulde da hjem i sin søsters Begravelse; men samme Dag som de ventet ham hjem fik de høre at han Natten forud var faldt over bord og druknet, hans lig fandt de heller ikke igjen. Kristen Andahlen fik en stor Sorg og Nilses hustru, som da blev enke kan enhver tenke sig maatte bli i en daarlig Tilstand, hun er nu flyttet fra Florø og til Andahlen. Her er vidst Sild omkring paa forskjellige Steder; men det har jeg saa lite greie paa, jeg ved kun at Ole Batalden var her igaar med ikke saa lite Sild; men hvor den var fra ved jeg ikke. Dette var smaa Nyheder og antagelig ingen som kan interesere Dem, men jeg ved ingen flere, og saa maa De undskylde. Nu! Nild Grønnevik, atter skal de have saa mange, mange Tak for brevet, det var mig langtfra ikke til forargelse, dog maa jeg sige, at det staar ikke til mig fremdeles at have brevveksling med Dem og enskjøndt jeg kjender Dem for en meget alegrat (?) Person, kan jeg dog ikke tro at dette er Deres oprigtige Ønske, dog vist jeg har gjettet galt beder jeg inderligt om Undskyldning. – Ved De hvad jeg saa inderligt gjerne ønsker, jo, et billede af Dem, men det bør jeg vel ikke bede om, da jeg for Øieblikket intet har at give dem igjen, men jeg kan med Tiden faa, og daa skulde jeg betale min gjeld. Det var noksaa godt at høre, at de kjender mig for en anstendig Pige, vist det var oprigtigt ment. Paa Florø føres nu adskilligt «vaas» saa man kan snart bli blandet sammen med om man skjøndt er aldeles uskyldig. Lev saa vel og hav en god Lykke til Fisket, ja gid Herrens rige Velsignelse altid maatte følge Dem det ønskes af Hjertet af Deres bekjændte
Karen Nærø
Nils var stadig på reise, men han heldt kontakten med Karen, og dei utvikla etter kvart sterkare kjensler for kvarandre. Før jul i 1888 skreiv han dette brevet til henne:
Grønnevik den 18. Desember 1888
Min uforglemmelige Karen! Da der saa sjeldent er anledning at faa tale med dig min uforglemmelige, maa jeg tilsende dig nogle linjer, hvori jeg først maa underrette dig om at jeg er frisk og befinder mig godt.
De første dagene etter jeg kom hjem fra Florøen var jeg til dels upassende (sygelig) antagelig forkjølet
af Høstturen. Jeg lovede J Helmers Florø at komme tilbage stragst og overtage Notebruget, men siden jeg ikke var riktig frisk og endnu mindre ligte Notebruget uden Lossfartøi saa det har langt fra ikke blit hyggeligt isaadant uver og temmelig smaa sildepriser (om vi har faaet sild). Jeg tog da og skrev stragst til Helmers og undskyldt mig bedst mueligt.
Jeg har for det meste holdt mig hjemme, og ordnet forskelligt. Det er nu temmeligt haarbart veir, men vi faar haabe det forandrer sig inden den tid vi skal ??? og lysttur til Bergen. I almindelighed glæder man sig særlig til Julen men denne gang er Bergensturen ogsaa tæmmelig fremragende hos mig, ikke der for at jeg holder saa af at reise, nei langt der fra (det koster penger at reise til byerne), men just over at jeg haaber at jeg skal faa min kjæreste i sælskab med mig og da jeg ved du ikke har været der før, haaber jeg det maa blive en morsom tur for os, – det beror paa helsen og behageligt reisever.
Det passe ganske godt at reise til Bergen nu, med hensyn til tiden, det blir omtrent i juletider hvor folk ofte tar sig en tur aligevel; kunde vi komme til at gaa Torsdag med Nordfjordskibet kom vi til Bergen om aftningen, da vi skal ikke grue for turen. Vi skal nok greie os, vi trøster os med at vi er godt vant at reise. Vis du finder det forgodt behøver du ikke at slaa serlig lag med nogen til turen, bare du faar lov af dine husbondsfolk er alt vel. – Ja kjære Karen det er mit bedste ønske at have dig til min selskabsveninde, og vis gud forunder os helsen, haaber jeg dette bliver opfylt; thi jeg kan ikke andet end tro det som er godt om dig at du er oprigtig mod mig. Jeg er bestæmt at reise til Florøen i denne ugen, men det er ikke sikkert, at jeg faar anledning at træffe dig, modsat, vil jeg tilønske dig glædelig julefæst. Vis veret skulde bli godt i julen kommer jeg til Florøkirken og da kanske træffe dig. Faar du tid skriv et brev tilbage og fortel om dine bestemmelser – om Bergensturen.
Tilsludt min kjære Karen! er du kjærlig hilset fra din altid tro N. Grønnevik.
Legg brevet paa posthuset.
HO FINN SEG TIL RETTE I GRØNEVIKA Om det blei bergenstur på begge er uvisst, men det blei i alle fall bryllaup. 20. juni 1889 vart Nils og Karen vigde til kvarandre i kyrkja i Florø og ho flytta no med han inn til Grønevika. Mens Nils heldt fram med å vere på sjøen, vart det no eit heilt nytt liv for Karen. Rett nok var ho nok vand med tilveret på eit småbruk ifrå oppveksten på Nærøya, men likevel må det ha vore ein stor overgang for henne å komme frå Florø til den avsidesliggjande garden ved Eikefjorden. Det ser likevel ut til at ho fann seg nokså godt til rette, og på seinsommaren 1890 skreiv ho dette brevet til han:
Grønnevig den 10 August 1890
Min kjære Nils! Det er Søndag idag, der er Prediken med Eikefjords Kirke, de er med Kirken alle her untagen Trine og jeg, Trine kunde ikke reise for hun havde lidt ondt i en Fod. Hvor underligt det er nu at være her da du ikke er her, særdeles Søndagene som jeg har haft saa mange hyggelige af, sammen med dig, dog haaber jeg at jeg skal faa mange mange flere end jeg har havt. I dag har vi et udmerket pent veir, dog jeg valgte at være hjemme, jeg har da sovet lidt, været ude paa Haugene og seet efter Smaler og plukket lig lidt Tytebær; men jeg fandt ikke mange, saa har jeg læst Prædiken, og koget, nu venter jeg dem strakst tilbage fra Kirken. Jeg vil da medens jeg venter, skrive nogle Ord til dig. Jeg har været taalig frisk denne Uge, kun naar jeg skal slaa faar jeg slig Brøstsvie det er ondt. Fredag og Løverdag havde vi udmærket veir og vi har da arbeidet og slaat ikke saa lidet saa vil veiret vedvare skal vi nok faa afslaat. Naar vi faar afslaat da vil jeg reise hjem en 8 Dagstid.
Torsdag var jeg paa Florø. Jeg skulde ud for at sælge Smøret, jeg fulgte med Johannes i Dahlen og Berthe Dalen. Lina Vallestad havde været i Bergen, hun var netop kommen igjen, hun har nu faaet Ringe paa høire Haand stor tyk Gullring, en anden knupguldring paa venstre og saa mangt andet havde hun ogsaa faaet af Kjæresten sin, en meget flot Hat, en fin Gutapærkakaabe samt en fin Kurv, Symaskine havde hun ogsaa faaet og, om det var hun selv eller Kjæresten som havde kjøbt den ved jeg ikke. Lina laa syg i en Tandbyld, hun maatte gaa i Sengen med det samme hun kom, saa jeg snakket ikke meget med hende. Frua var det som fortalte om det som hun havde faaet, Lina skal slutte hos Doktoren i Høst, formodentlig skal hun gifte sig til Vaaren. Det er vist en meget flink Mand hun er forlovet med, han skal være omkring 30 Aar. Nu maa jeg tro at det blir gifting af. Blir Veiret godt skal vi faa Elias til at slaa Tirsdag. Kommende Søndag skal Olsen være i Eikefjorden, skyssen er da herifra da har jeg tænkt saa smaat paa at følge Præsteskyssen til Florø Løverdag, for Bruhjell skal være med Florø Kirke Søndag og blir Veiret godt denne Uge saa vi faar slaa meget saa reiser jeg fra Florø og Hjem, vist Veiret ikke blir godt, reiser jeg tilbage med Presteskyssen. Kornelius Hatlesæt er nu kommen fra Bergen, men er? daarlig i Øie sit endnu, han maa ikke arbeide og ikke læse. Heromkring høres intet om Sild. Det er nu mit største ønske at faa høre at du har kastet. Ja gid Herren vilde forunde dig noget. Nu længest jeg efter at faa høre fra dig, antar at jeg snart faar brev, det er meget kjedeligt her baade at faa fat paa brevene og at faa sendt, da her saa sjelden reiser nogen til Florø. Saa faar jeg slutte. Du er hilset fra alle her men mest er du hilset fra
Din altid hengivne Karen
KAREN HAR NOKO Å FORTELJE Karen må på denne tid ha teke til å kjene på at ho var på veg med barn. I det neste brevet til Nils datert 31. august, skriv ho at ho har «aldrig været saa som nu angaaende Mad, jeg var saa kjed af næsten al den Mad vi havde hjemme», og vidare at «Min bedste Ven jeg vilde saa gjerne fortælle dig en ting, dog bliv ikke forfærdt, jeg er f.» (f. skal vel tyde «fruktsommelig»). Ho ventar og ventar på brev frå Nils, men det er vanskeleg med postgangen begge vegar. Dess meir glad vert ho då ho får høyre frå han nokre dagar seinare medan ho er i byen:
Florø den 6. September 1890
Min kjære Nils! Hjertelig Tak for dine to breve som jeg modtog i gaar, det var ret morsomt at faa høre at du var kommen tilbage til Beiarn, jeg tænkte at det havde blit endalængere nord dere havde reist, og jeg syntes det var svært at tænke paa at du var saa svært langt borte, nu er det som om det er lættere da du er kommen paa gamle kjændte Mærker. Det er nu snart to Uger siden jeg reiste fra Grønnevig, jeg havde ikke tænkt at være borte længere end en Uge, den første Uge jeg var herude var jeg paa Skorpen fra Søndag til Torsdag, da var det godt Veir, men blaaste ikke lidet Norenvind, men denne Uge har det reinet og blæst af Syd og Øst, næsten hele Ugen. Jeg kom fra Nærøen og hertil i gaar da var det taaligt Veir, blæste lidt af Syd og reinet lidt. Johannes i Ospedahlen var her i gaar, men han havde Baaden sin saa fuld af smaa Sild at jeg kunde ikke faa følge med ham. Her var kastet paa Svanøen, der var en mængde Sild men den var smaa saa det var ondt at bli af med den. I dag har det styrtreinet og blæst af Vest saa her har ingen været at faa fulgt med til Grønnevig, men i Morgen skal det være Prediken og blir Veiret nogenlunde godt saa vil jeg haabe at her kommer Folk til Kirke saa jeg faar følge med.
Naar jeg nu kommer hjem blir det en Stund før jeg kommer til at reise igjen, dog jeg har tænkt at reise
til Florø Kirke i Konfirmasionen den skal være 16. Søndag. Pernille reiste indover den Søndag jeg reiste udover og hun har været derinde over en Uge. Hun reiste til Skorpen igjen Tirsdag. Min kjære Nils du spørger om jeg vil tilraade dig til at kjøbe part i Notebrug, ja viste jeg at det vilde gaa godt vilde jeg rigtigt tilraade dig det; men det [er] uvist, det er Sagen, saa jeg vil bare sige, gjør som du selv troe er det bedste, for jeg har svært lite vet paa slige ting, men du derimod skjønner det saa godt, og jeg ved at hvad du gjør er rettest, saa jeg er vel fornøiet dermed. Denne gang har jeg ingen Nyheder at fortælle dig. Hvor godt det er at høre at du like dig godt og er frisk, jeg har været ganske frisk nu mens jeg har været borte, det er saa rart når man kommer ud, om det ikke er længere, det gjør godt, særligt for den som er kleine tror jeg. Uf nu er det mørke om Natten, maa du være ude slige Nætter, det er meget uhyggeligt, gid du var vel kommen tilbage, dog jeg har det haab at jeg om ikke saa ret mange Uger skal faa se dig, dog kanske du gruer for at møde mig nu, gjør ikke det min kjære Nils, for jeg er nu omtrent den samme som jeg har været enda. Igaar var jeg i Opbyggelse, og hørte paa en Syltevig en meget flink Mand. Saa vil jeg slutte. Lev vel og vær kjærligst hilset fra
Din hengivne Karen
Nils heldt fram som fiskeskipper. Han var ikkje berre i Nord-Norge, men også i Bremanger om vintrane. Det kunne vere lange periodar med landligge grunna uvêr, og også tragiske hendingar med fiskarar som drukna. Nils sparde ikkje Karen for slike nyhende. Dette brevet sende han til Karen i 1893:
Kalvaag den 10de Marts 1893
Min kjære Karen! Jeg maa i dag sende nogle linjer til Dig, og fortelle hvorledes jeg lever. Jeg er frisk til dato og befinder mig vel. Veiret er stormende saa det er arbeide med at fortøie. Mandag var fiskerne paa sjøen og fik bra fisk, siden har det været storm. Her er forskellige som kommer bort paa Sjøen i Vinter, forrige fredag kom her en Baad bort med 4 Mand. Andreas Solem bergede øvrige af mandskabet. Forresten gaar her rykte om en baad til fra Nordfjord som loseres her paa Kalvaag, men ??? ikke sikker herpaa. I Nordfjord er ogsaa bortkomet folk under fisket, og paa Lofoten er flere ganger store ulykker skjedte, der er vist paa hundredevis forliste. – Det var ogsaa en sørgelig tildragelse paa Nærøen. Ole ??? snart blit med ogsaa, men Herren styrer alt efter sit viden. Forige uge havde vi det travelt med fiskesalting, vi har nu saltet omtrent 15000 fisk, og den runde fisken skaffer meget arbeide. Vasbotten var her i forrige uge, han er ??? hidtil. Jeg er fremdeles tilbuden plads som fører for Jagten. Vi skal gaa til Bremangsholmen og indtage saltet fisk før vi seiler til Florø, saa jeg tror vi bliver ganske borte til Paaskehelgen. Jeg har ikke faaet tjenestepige, her har været mange, baade fra Gulen og Nordfjord men Lønnen er høiere der endnu, og ??? Hans Husefest var om bord og vilde kjøbe Sten??? som jeg har i Nøste, han fortalte at Jakob Kvalvig vil selge Kvalvig, den skulde vel være ganske bra. Men ikke et godt stød for Sildfiske. Jeg skal skrive ???
Vi har nu maattet lade Kokken reise; thi han blev saa uvøren i heletaget saa vi blev leie af ham. Du maa hilse alle hjemme og vær du med Guttemann hilset fra din
N. Grønnevig
DEI FEKK I ALT 7 BORN
Karen på si side hadde det travelt med gardsarbeid, fødslar og barnestell i Grønevika. Ho og Nils fekk i alt sju barn: Sigvard (f. 1891, som dei kalla «Guttemand»), Gunda Ingvarda (f. 1893, som dei kalla «Tulla»), Hjalmar (f. 1896), Tor (f. 1899), Alfhild (f. 1902), Herborg (f. 1905) og Klara (f. 1908). Diverre var borna ein del plaga med sjukdom, samtidig lengta dei sterkt etter faren som var borte. Det kunne Karen fortelje Nils om i dette brevet, som ho sende til postkontoret med naboane i Ospedalen:
Grønnevig den 20de August 1894
Min kjære Nils! Hjertelig Tak for dit brev, som jeg modtog søndag, det var uventende atter at faa brev fra dig, men meget kjærkommet ogsaa! Bestefar og Bestemor var da med til Florø Kirke. – I morgen skal de i dalene til Florø og Berthe var her inde nu, og de skal sende til Mathias. Jeg vil derfor skrive nogle Ord til dig og sende med samme Leilighed. Nyheder har jeg ingen, her er ikke Sild noget sted ant eller de i Haukaa de har faaet 400 Maal Sild, som Strømsnæs har kjøbt og givet 1 kr pr opsat Tønde. Vi har nu afslaat og faaet ind Kornet. Vi fik mindre Ho i Aar end vi har faaet de sidste Aar. Kornet er ikke saa verst heller tror jeg. Kan hende det blir lidet Poteter, men vi ved det ikke endnu. «Stjærna» har ødelagt sig saa vi har havt hende inde 14 dager, hun rullede udfor ude i Ytrestien slog af sig det ene Horn og saa den ene bagfod. Oppe i Laaret er hun meget hoven endnu. Hun har været inde i Garfjøset til i Aften, har vi havt den hjem i Fjøset. Hun er nu bedre, men meget daarlig endnu (jeg glemte at fortælle dette sidst jeg skrev). Der gaar nu adskilligt Hø til hende saa det blir vist lidet til Vinteren. Børnene ere meget plaget af Kighoste. Tulla har tat meget af nu paa 8 dager. Guttemand var lit bedre nu, havde begynt at komme sig lidt, men nu er han alt lige mager som før, det som han spiser kaster han op naar han hoster. Ja han kaster fulstændigt op alt som han spiser saa jeg skjønner ikke hvad det er han skal leve med. Det er ogsaa meget ynk at se paa børnene en slig voldsom hoste Nat og Dag. Tulla kastet to gange op i Nat af Hoste og Guttemand fik ikke ro. Jeg var 8 gange henne og laa med ham for strakst han var sovnet vækket Hosten ham. Jeg gruer meget over denne hosten. Jens [tenestedrengen] har havt den i hele sommer; men jeg tror at han er lidet bedre nu, han har ikke kastet op de sidste dage, men han har stygge hostebyer endnu, skal Børnene komme til at have den saa længe ved jeg ikke hvor de kommer til at se ud. Min kjære Nils hvorledes har du det, mine tanker er altid hos deg og da ofte med et suk til Herren at han vilde give dig lit sild og saa fare dig vel hjem igjen. Guttemand had siddet og seet paa medens jeg har skrevet, han siger at jeg maa hilse han Papa og sige at han vilde saa gjerne at han Papa skulde komme hjem nu. Han glæder sig til Jagten. Jeg maa skynde mig for Jens skal gaa i Ospedahlen med dette brev i aften. Vil du vi skal sælge smaler i Høst, saa skriv det. Jeg maa slutte. Du er kjærligst hilset fra din hengivne Karen. Du er ogsaa meget hilset fra de smaa. Tulla raaber ofte paa Papa, men det er nat for Tulla nu. Mama du maa sige til han Papa at eg ska være flinke. Din Guttemand. Saa er du antagelig hilset fra alle de andre.
Din Karen
EIT HARDT LIV Sjukdommen ser ut til å ha vore ei plage gjennom fleire år. Karen fortel også om hardt vintervêr og snøras i dette brevet frå 1897:
Grønnevig, 23/2 1897
Min kjære Nils! Hjertelig Tak for dine to breve som jeg modtog for nogle dage siden, det første har lagt længe paa Florø for vi har ikke været der siden du reiste før nu. Henrik [gardbrukaren på nabobruket] tænkte sig til Florø i næsten 14 dage men han kom der ikke for ruskeveir, saa blev vi olielens og Jens maatte da være med Henrik, de kom ikke tilbage den dag men blev liggende i Brandsøsund. Vi har nu havt meget Snee, det sneede saa meget paa en Nat at det gik Jens ind Henderne. Nu har den minket adskilligt, men vi faar ikke ud Smalene. Ingen av Kjørene har kalvet og det ser ikke ud til at de kalver paa en 14 dager endnu. Vi har havt en meget lei tur nu en stund, først Sno og meget koldt, saa kom Skolen 8 dager efter du var reist. Jens var der i 3 dager saa blev han syk og laa 4–5 dager, siden har de været syke alle undtagen jeg har gaaet fri til denne Tid. Tulla var meget syk. Guttemand var ikke fuldt saa klein. Jeg kom ikke i Seng paa 8 dager og søvnen var det meget lidet om, og saa travelt om dagene ogsaa for Thrine laa ogsaa. Tulla spiste ikke paa tre dager, bare drak, var feberhed snakket i Hede, saa jeg var næsten ferdig at sende bud efter Doktoren. Guttemand snakkede ogsaa i Hede en Aften og jeg maatte staa over ham med Kolde Vandkluder. Lillebror gik det taaligt med. De gamle har ogsaa været syke, de ere ikke friske endnu. Thrine ligger fremdeles. Børnene ere nu noksaa bra, de har hoste og det har de andre ogsaa. Jørgen Hatlesæt er død og begraven, vi var budne i Begravelsen to af os. Bestefar reiste og da ingen anden vilde reise saa reiste jeg bort en stund, helst for at snakke med Annemarie, hun sagde ikke nei, men vilde heller ikke gjøre det af den dag. Jeg reiste tilbage med det samme de reiste med Liget. Havde jeg truffet Annemarie igjen kunde mangt have hendt men det gjør jeg ikke nu saa der er vel den der passer hende. Du behøver ikke at bebreide dig over at jeg ingen Penger fik. Jeg har nu lidt og saa trænger vi ikke saa svært meget. Paa Stranden har der været mange sneskred. Ole i Haalen mistede Nøste og Baaden sin. Jakob med Jole mistede Lade, Fjøs og Ildhus samt to Smalebeist. Lars i Lien mistede Ildhuset. Heldigvis vart borna friske att. I eit nytt brev knapt to veker seinare skriv Karen at det går betre, samtidig som det er godt med sild ute på kysten:
Grønnevig den 6/3 97
Min kjære Nils! Hjertelig Tak for dine to breve, som jeg nylig har modtaget. Det er godt at høre at du er vel kommen til Lofoten. Nu synes jeg det er fældt at tænke paa at du er saa langt borte, gid du var kommen tilbage. Nu skal her være godt fiske herude med Havet. Henrik var paa Florø i gaar. Han fortælte at det skulde være en masse sildebaader som kom med sild. Vasbotten havde en stor baad som var ude og kjøbte garnsild. De kom fullastede ind igjen, det skulde helst være med Sandøen de fik den. Henrik viste ikke Prisen, han fortalte ogsaa at der nylig havde været et større forhør paa Presten Bruhjell og at Presten B. skulde have forsnakket sig saa nu kom han vidst i Fængsel, om det er sandt eller det er en røre af Folk som ikke forstaar det bedre ved jeg ikke, er det sandt synes jeg virkelig synd i baade ham og Frua. Jens har været paa Florø en gang siden du reiste ellers har vi ikke været der. Bestefar har været forkjølet og saa er han plaget af Næseblødning. Vi har nu faaet to Kalve, en i gaarmorgen og en i dag, jeg vilde vi skulde have solgt den ene, men nu er det vist ikke nogen som reiser. Thrine har ligget nu i 3 Uger, jeg tror ikke hun er saa syk nu men du ved det er ikke saa godt at vide det. Jeg har sandelig meget at gjøre, saa jeg er ofte meget træt. Nu har jeg havt Klædevask, Gulvvask, koging og alt muligt og saa skal [jeg] bære paa lillebror til næsten alle Tider, han gaar lidt fremmed. Vi ere alle taalig friske nu. Guttemand og Tulla er friske igjen. Her er megen Sne endnu, men Smalene har vi ude.
Året før, i 1896, hadde Nils overteke garden etter far sin, og Søren og Inger vart kårfolk. Då var han 73 og ho 71. Dei fekk ikkje så mange år på kår. Inger døydde i 1902 av alderdomssvakheit, som det står i kyrkjeboka. Søren døydde året etter, av «vattersot» (ødem). Ni dagar før bestefaren døydde vesle Hjalmar, berre sju år gammal, av lungebetennelse. Det må ha vore ei ny, strid tid i Grønevika. Det siste brevet vi tek med her er frå 1906, då var det på nytt sjukdom i huset til Nils og Karen. No var det Alfhild som var hardast råka:
Grønnevik den 28. Februar
Min kjære Nils! Da her reiser folk til Florø i morgen, saa vil jeg skrive nogle Ord til dig. Børnene ere nu taalig friske untagen Alfhild, hun er meget daarlig endnu. Hun blev meget klein efterat du var reist, det var nær jeg havde sent bud efter Doktoren igjen, igaar begynte hun at bli lidt bedre, men hun orker lidet at staa saa hun maa ligge for det meste endnu. Hun smagte ikke nogenting forige uge, men i gaar og i dag er hun begyndt at smage lidt paa mad, men det er saa lidet. Berthina er her endnu for det har været slig storm at hun har ikke kunnet ro over fjorden. Mandag skal skolen begynde. Henrik er paa arbeide hver dag nu, hos Per Pladsen eller Vasbotten. Jeg sender dig lidt Kalvekjød, du maa skjære det i stykker og varme det i Sosen. Henrik slog ned Blodet saa det fik vi ikke noget af. Dere har vel storm derude ogsaa. Vær nu endelig forsigtig kjære Papa, og god lykke til fisket. Du hilses fra dine smaa og Din
Karen
Frå Grønevika om lag 1905. Lette å forstå at borna tykte dei var komne til Paradis då dei flytta til Ausevika. Frå eit postkort utlånt av Bjarte Sindre.
Kjelde: Flora-Minne, Flora Historielag, årsskrift 2015.